Uddannelse

Da patruljeindsatsdelingen er en højt uddannet enhed sættes der udover fysiske krav også en række uddannelsesmæssige forudsætninger. Du skal indledningsvis gennemføre en konditionstest og herefter bestå en optagelsesprøve, der bl.a. indeholder løbe- og svømmeprøver, orienteringsmarch og muskelprøve.

Din tjeneste i patruljeindsatsdelingen fastlægges i samarbejde med din kommende patruljefører, med patruljeindsatsdelingsføreren og med MOTINF kompagniet. Din tjeneste og din uddannelse er krævende, og din buddy og din enhed er afhængig af din viljestyrke og professionalisme. Du skal kunne være stolt af din buddy, og han skal kunne være stolt af dig. Det handler mere om at være, end at give udseende af, at du er patruljemand.

Fredag nat, Gribskov...
Remmen fra rygsækken er begyndt at gnave sig godt ind i skuldrene på dig. Spejderne oppe foran er stoppet op og står tæt sammen. Du kan kun lige ane dem som skygger i mørket. Du drejer dig næsten instinktivt om i din sikringsretning og begynder at knæle ned. Karabinens kolbe er i skulderen, men du peger våbnet nedad i en skrå vinkel. Opmærksomt prøver du at stirre gennem mørket. Kort efter sætter patruljen sig i bevægelse igen. I drejer af stien og ind i skoven.
I har nu siddet helt stille i en lille rundkreds inde i skoven i 5 minutter. Patruljeføreren kommer over til dig, og hvisker: "Rig radioen til. Vi skal have sendt et signal". En af de andre kommer over, og hjælper dig med at sætte den lange antenne på radioen. Du finder din teltflage, din lygte og kombikodetabellen frem. Patruljeføreren giver dig en lap papir med det signal der skal sendes. Der er helt stille i skoven i nat. Ikke en vind rør sig. Der hersker en stemning af koncentreret opmærksomhed fra hele patruljen. LMG skytten har foldet støttebenene ud, og ligger og sikrer ud mod stien I gik på for et øjeblik siden. Andre ligger opmærksomme med våbnene klar, og sikrer i andre retninger. Du kryber trygt ind under teltflagen og begynder at kode signalet.
Lidt senere hører du den korte kvitteringen for at dit signal er modtaget og forstået: "05, modtaget slut". Du tager en slurk vand fra feltdunken og patruljeføreren hjælper dig med at pakke den lange antenne væk. Signalet er sendt, spejderne har lavet korttjek og I kan komme videre på infiltrationen. øvelsen er knap nok begyndt endnu...

Log ind